For at kunne forstå det schweiziske skattesystem skal man bemærke, at der findes skat på tre niveauer. Det drejer sig om ”Bund”, ”Kanton” og ”Gemeinde” og skatteprocenterne er i Schweiz forskellige fra egn til egn.
De vigtigste skatte- og afgiftsindtægter i Schweiz er indkomstskat, skat fra virksomheder, moms på 8%, formueskat og arveskat.
For privatpersoner er den største skat indkomst- og formueskatten, som alle personer skal betale en gang pr. år. Indkomstskatten i Schweiz beregnes progressivt, det vil sige skattesatsen bliver højere, jo mere man tjener.
Eksempel på skatteprogression
En person A tjener CHF 100 og betaler eksempelvis CHF 5 i skat – det vil sige 5%. En person B tjener CHF 200 og betaler CHF 30 i skat – det vil sige 15%. Lønnen er hos person B 100% højere, men skatten 150% højere – det er progression.
Denne skatteprogression har i de seneste år været kraftigt kritiseret, da schweizerne mener, den straffer de personer, der arbejder og tjener meget.
Skat for udlændinge
Alle schweizere betaler deres skat ultimo året – derfor får mange arbejdere 13 månedslønninger. Den sidste månedsløn bruges til at betale skatten. Så længe man som udlænding ikke har en opholdstilladelse C, skal man betale kildeskat, også kaldet ”Quellensteuer”. Skatten bliver hver måned afregnet direkte af arbejdsgiveren og fratrukket i lønnen. Hos de fleste kantoner slipper man dog for kildeskatten, hvis indtægten overstiger CHF 120.000, idet man så overgår til det normale schweiziske skattesystem.
Skat for ægtepar i Schweiz
For ægtepar bliver begge ægtefællers indkomst lagt sammen og beskattet.
Individuel skat i Schweiz
Som noget specielt for Schweiz er det også muligt for formuende personer at forhandle skat med myndighederne. Denne for danskere usædvanlige skattemodel – kaldet ”Pauchalbesteuerung” er meget efterspurgt. For at kunne komme i betragtning skal man dog have en formue på mindst DKK 20-40 mio og ikke være erhvervsaktiv. Skatten for denne model beregnes efter skatteyderens alder, familieforhold samt boligudgifter.
Kursgevinster
Kursgevinster modtaget som privatperson fra værdipapirer er skattefrie i Schweiz.
Arveskat i Schweiz
Arveskat er i Schweiz en kantonal skat. I mange kantoner er ægtefæller og direkte arvinger – det vil sige børn – fritaget for arveskat.
Husk sidste frist for at indlevere skatteoplysninger (selvangivelse) er 31. marts. Eventuel forlængelse af fristen skal ske skriftligt.
Har du spørgsmål eller ønsker du rådgivning er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os!