Schweiz har indgået aftale med EU/EØS-landene om en gradvis afskaffelse af arbejdstilladelse. Indtil 1.7.2007 har det dog stadig været et krav, at den schweiziske arbejdsgiver skal søge arbejds- og opholdstilladelse for sine udenlandske medarbejdere. Arbejdstilladelsen er dog ikke længere kun gyldig hos den arbejdsgiver, man er ansat hos – det vil sige, at det nu er muligt at skifte job indenfor den på tilladelsen angivne arbejdsperiode.
Ændringerne betyder, at arbejdssøgende frit kan tage til Schweiz og søge arbejde. Vær dog opmærksom på, at man ikke er syge- og arbejdsløshedsforsikret (det vil sige, at man principielt arbejder sort), før ens arbejdsgiver har skaffet en opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en skriftlig kontrakt. Begynd derfor ikke at arbejde, før du har fået din opholds- og arbejdstilladelse på plads.
Opholds- og arbejdstilladelse
I dag skal alle, der opholder sig mere end tre måneder i Schweiz have en opholds- og/eller arbejdstilladelse. Ansøgningen sker normalt gennem arbejdsgiveren, og selve bevillingen bliver udstedt af det kantonale Migrationsamt.
Der skelnes mellem forskellige bevillinger, alt efter om man er stagiaire, grænsependler, asylsøgende, flygtning, EU-borger etc. De mest anvendte er dog:
- ”Aufenthaltsbewilligung B”: Bliver tildelt personer, der ønsker at arbejde og/eller opholde sig i landet. Den bliver udstedt til alle ansøgere indenfor EU, når arbejdsgiveren indsender en arbejdskontrakt med en løbetid på 12 måneder eller mere. Bevillingen har en løbetid på maksimalt fem år, og der er ingen begrænsninger med hensyn til arbejdet eller valg af bopæl.
- ”Niederlassungsbewilligung C”: Udstedes for bestandigt efter et uafbrudt ophold på fem år i Schweiz. Der er ingen betingelser koblet på udstedelsen.
De seneste bilaterale aftaler imellem EU, EFTA og CH indebærer en hurtigere papirgang ved ansøgning om ophold og arbejde. På trods af aftalen findes der dog stadig et kvotesystem for hvor mange udlændinge, der kan rejse til Schweiz. Landet har indført en liberalisering, dog med en såkaldt ventilklausul. Læs mere her:www.bfm.admin.ch/content/bfm/de/home/themen/fza_schweiz-eu-efta.html
Ankomst til Schweiz
Har arbejdsgiveren ikke ansøgt om opholds- og arbejdstilladelse, skal man melde indrejse til Schweiz senest 8 dage efter ankomsten. Dette gøres på kommunekontoret og man skal medbringe:
- Pas
- Bevis på sygeforsikring
- Pasfoto
- Fødselsattest og vielsesattest
- Arbejdskontrakt
- Kopi af lejekontrakt eller andet for bopæl i Schweiz
Kommunekontoret vil herefter sende ens papirer videre til et centralt kontor i kantonen.
Selvstændig i Schweiz
Som EU borger har man teoretisk set ret til at flytte til Schweiz og starte sin egen virksomhed. Man skal dog have en lokal arbejdsbevilling på plads, inden man kan begynde.
Nyt job i Schweiz
Hvis man efter 3 måneders ophold i Schweiz begynder at søge job, og det viser sig, at søgningen tager længere tid end beregnet, skal man søge om opholdstilladelse, indtil man har fundet jobbet (normalt nye 3 måneder).
Ikke aktive personer (pensionister og studerende) i Schweiz
Igennem kontakten til den lokale kommune/kanton modtager man efter ansøgning alle nødvendige informationer og bevillinger. Opholdstilladelsen er gyldig i hele Schweiz, man skal dog oplyse kommunen, hvis man flytter. Der er afslutningsvis to betingelser, der skal være opfyldt for at få en opholdstilladelse:
- Man skal besidde finansielle midler til at kunne forsørge sig selv og sin familie
- Man skal have oprettet en sundhedsforsikring, klik her for tilbud
For studerende gælder endvidere, at man skal forklare, hvorfor man ønsker studierne gennemført i Schweiz samt oplyse, at man er tilmeldt en skole eller læreanstalt i sit hjemland.
Vil du vide mere eller har du brug for rådgivning, så klik her.