Der findes i Schweiz fire sproggrupper tysk (64%), fransk (20%), italiensk (7%) og rætoromansk (1%). Hovedsproget er tysk og i 2/3 af landet vil man møde tysk-schweizernes eget sprog ”schwyzer-dütsch”, som er en tysk dialekt. Det stammer fra middelaldertysk og er forskelligt fra egn til egn og kanton til kanton. Schweizertysk er et fonetisk sprog (talesprog), der findes ingen retstavning, og man kan skrive det, som man hører det. Det kan i begyndelsen være svært at forstå, men næsten alle tyskschweizere taler også højtysk.
Af den samlede befolkning, inkl. udlændinge, bor knapt 70% i den tysktalende del (det centrale, nord- og nordøstlige Schweiz), knapt 20% i det vestlige og fransktalende område, 8% i den italiensktalende kanton Tessin og knapt 2% i den sydøstlige rætoromanske del.
Når man henvender sig til schweizere (i den tysktalende del), taler de normalt omgående højtysk til en, når de mærker, at man ikke er schweizer. I praksis er det dog lidt anderledes, fordi man skal vænne sig til at sige “auf Hochdeutsch bitte”, fordi folk af og til ubevidst glemmer at tale højtysk.
Udtalelse af schweizertysk
Som udgangspunkt følger schweizertysk den almindelige tyske udtale og man kommer langt ved at følge denne. Imidlertid har schweizerne en tendens til at gøre vokalerne lange. Det betyder at et “a” ofte udtales som “aa” og nærmest lyder som et svensk a. Et almindeligt ord som ”gehen” bliver til gaa- udtalt ga-a, ”Rathaus” bliver til ra-at-hyes. Intentionen er, at man ved den midterste del af ordet sænker stemmen for at lade den stige til sidst. Ofte vil man høre, at der bliver sat to forskellige vokallyde sammen for eksempel Brötli (Brötchen) udtales brø-öt-li med det “gammeldanske” ö(øh) i midten. Regler, for hvordan og hvorledes de sammensættes, er svære at give, da det lokale præg – dialekten indenfor dialekten – afgør dette. Vokalen “y” bliver normalt til “i” som for eksempel Zyt (Zeit), der udtales zit.
Bogstavet “e” udtales som regel som “a” for eksempel i Ragge (Regen) Pflaggeheym (Pflegeheim). Særlig kan bemærkes, at endelsen på tyske verber i infinitiv en bliver til enten “a” eller “u”. Endelsen “a” er særlig fremherskende i Nordschweiz, mens “u” anvendes i Sydschweiz.
Konsonanter udtales også lidt anderledes. Særlig bemærkes at “k” bliver til “ch”, der udtales med udpræget halslyd tæt op af den hollandske hr-lyd for “g”. Således i f.eks. Chäs (Käse) udtalt hræs. Berømt/berygtet er de små ostetærter ”Käsekuchen”, der bliver til Chäschüchli udtalt i retning af hræeshryhrli – det er noget, man normalt køber i selvbetjeningsbutikker. “g” udtales selv efter danske forhold hårdt – ofte med stød. Det høres meget ofte, da førnutid indledes med et enkelt g – altså ikke de tyske ge-. Således i gsi = gewesen, ggaa = gegangen. Ggaa bruges af åbenlyse grunde ikke meget, men erstattes med en version af ”laufen” = gläufu.
Spændende er forskellene mellem schweizertysk og højtysk også. Man sætter li efter en masse ting for at udtrykke, at de er små, i stedet for det tyske chen. Og så er der lige ordet, der slår knuder på din tunge: “Kuchichrästli”, som betyder køkkenskab. Det er som vores rødgrød med fløde for alle udlændinge.
I Schweiz siger man i øvrigt ”Grüezi” for hej eller goddag, og det franskklingende ”ciao” eller ”adieu” for farvel.
Har du spørgsmål eller ønsker du rådgivning er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os!