Schweizerne betegner sig selv som en vilje-nation. Betegnelsen er opstået ved, at landet ikke udgør en etnisk, sproglig eller religiøs enhed. Schweiz har siden 1848 været en forbundsstat (Bundesstaat) og er efter USA den næstældste af de 23 forbundsstater (Bundesstaaten) i verden. Den statslige opbygning af Schweiz er føderalistisk – det vil sige et forbund af mindre ”stater” – hvis selvstyre begrænses af en fælles regering. Den politiske opbygning fordeler sig på tre enheder ”Bund” (stat), ”Kanton” (region) og ”Gemeinde” (kommune).
Staten
”Der Bund” er det Schweiziske udtryk for stat. Et andet benyttet udtryk er ”Eidgenossenschaft”. ”Der Bund” har ansvaret for de områder, der er beskrevet i ”Bundesverfassung” – det vil sige den schweiziske grundlov. Det drejer sig om udenrigs-, forsvars-, penge- samt toldpolitik. Ansvarsområder, der ikke oplagt hører under staten, bliver tildelt det næste politiske niveau, nemlig regionerne (kantonerne).
Regioner
Schweiz består af 26 regioner, også kaldet kantoner eller ”Stände”. De var engang selvstændige stater, der i 1848 slog sig sammen til et forbund og samtidig afgav en del af deres suverænitet.
Hver kanton har sin egen forfatning, egen regering, egne domstole og eget kantonsparlament. Størrelsen af kantonsparlamentet varierer mellem 58 og 200 pladser og en kantonsregering mellem 5, 7 og 9 personer. Den specielle schweiziske direkte demokratiform i landsbykommunerne eksisterer i dag kun i Appenzell Innerroden og Glarus. I alle andre kantoner bestemmer borgerne, når de går til valg ved stemmeurnerne, som vi kender det i Danmark.
Kommunerne
Alle kantoner i Schweiz er opdelt i mindre enheder, også kaldet ”Gemeinde” – det vil sige kommuner. I skrivende stund findes omkring 2842 kommuner. Tallet bliver dog konstant reduceret på grund af diverse sammenlægninger.
Cirka en femtedel af kommunerne har deres eget parlament, hvorimod fire femtedel har direkte demokrati ved kommunale møder. Ved siden af opgaver fra staten og kantonerne varetager kommunerne indbyggerregister, civil beskyttelse samt skolevæsen og kommunal skatteforvaltning. Omfanget af kommunens autonomi – det vil sige selvstyre – bestemmes i den enkelte kanton og er derfor meget forskellig i Schweiz.
Det politiske organ
Det schweiziske folk er ifølge grundloven det øverste politiske organ og omfatter alle mænd og kvinder med schweizisk valgret. Alle under 18 år og udlændinge har ingen politiske rettigheder.
Det schweiziske folk vælger de personer, der skal deltage i parlamentet (Bundesversammlung). Parlamentet sørger for det legislative – det vil sige lovgivningen. I parlamentet findes der et to-kammersystem – ”Nationalrat” og ”Ständerat”.
”Nationalrat” udgør 200 medlemmer, ”Ständerat” 46 medlemmer, begge kamre vælges for 4 år ad gangen. Kamrene udgør tilsammen ”Bundesversammlung”. ”Bundesversammlung” vælger hvert fjerde år syv personer, der udgør ”Bundesrat”. De får alle ansvaret for et departement. Øverst er forbundespræsidenten (Bundespräsident), der er valgt for et år ad gangen af ”Bundesversammlung” og er samtidig den officielle repræsentant for det schweiziske folk.
Nogle af de politiske partier i Schweiz er:
Bürgerliche Demokratische Partei BDP
Christlichdemokratische Volkspartei CVP
Eidgenössisch-Demokratische Union EDU
Evangelische Volkspartei der Schweiz EVP
Freisinnig-Demokratische Partei FDP
Grünes Bündnis GB (Mitglied GPS)
Liberale Partei der Schweiz LPS
Partei der Arbeit der Schweiz PDA
Schweizerische Volkspartei SVP
Sozialistisch Grüne Alternative ZUG SGA
Et særpræg ved det moderne Schweiz er befolkningens aktive politiske medleven. Borgerne har afgørelsen, og ikke uden grund kalder man borgeren ”suværæn” i det schweiziske demokrati. Man har gennem hyppige folkeafstemninger mulighed for at træffe afgørelser om lovforslag, bevillinger og internationale aftaler.
Visse politiske afgørelser SKAL ud til vælgerne. En lov med en bevilling over en vis størrelse er underkastet det obligatoriske referendum (lovfæstet folkeafstemning). Du kan læse mere om folkeafstemninger i Schweiz ved at klikke her.