Staten
”Der Bund” er det Schweiziske udtryk for stat. Et andet benyttet udtryk er ”Eidgenossenschaft”. ”Der Bund” har ansvaret for de områder, der er beskrevet i ”Bundesverfassung” – det vil sige den schweiziske grundlov. Det drejer sig om udenrigs-, forsvars-, penge- samt toldpolitik. Ansvarsområder, der ikke oplagt hører under staten, bliver tildelt det næste politiske niveau, nemlig regionerne (kantonerne).

Regioner
Schweiz består af 26 regioner, også kaldet kantoner eller ”Stände”. De var engang selvstændige stater, der i 1848 slog sig sammen til et forbund og samtidig afgav en del af deres suverænitet.

Hver kanton har sin egen forfatning, egen regering, egne domstole og eget kantonsparlament. Størrelsen af kantonsparlamentet varierer mellem 58 og 200 pladser og en kantonsregering mellem 5, 7 og 9 personer. Den specielle schweiziske direkte demokratiform i landsbykommunerne eksisterer i dag kun i Appenzell Innerroden og Glarus. I alle andre kantoner bestemmer borgerne, når de går til valg ved stemmeurnerne, som vi kender det i Danmark.

Kommunerne
Alle kantoner i Schweiz er opdelt i mindre enheder, også kaldet ”Gemeinde” – det vil sige kommuner. I skrivende stund findes omkring 2842 kommuner. Tallet bliver dog konstant reduceret på grund af diverse sammenlægninger.

Cirka en femtedel af kommunerne har deres eget parlament, hvorimod fire femtedel har direkte demokrati ved kommunale møder. Ved siden af opgaver fra staten og kantonerne varetager  kommunerne indbyggerregister, civil beskyttelse samt skolevæsen og kommunal skatteforvaltning. Omfanget af kommunens autonomi – det vil sige selvstyre – bestemmes i den enkelte kanton og er derfor meget forskellig i Schweiz.

Det politiske organ
Det schweiziske folk er ifølge grundloven det øverste politiske organ og omfatter alle mænd og kvinder med schweizisk valgret. Alle under 18 år og udlændinge har ingen politiske rettigheder.

Det schweiziske folk vælger de personer, der skal deltage i parlamentet (Bundesversammlung). Parlamentet sørger for det legislative – det vil sige lovgivningen. I parlamentet findes der et to-kammersystem – ”Nationalrat” og ”Ständerat”.

”Nationalrat” udgør 200 medlemmer, ”Ständerat” 46 medlemmer, begge kamre vælges for 4 år ad gangen. Kamrene udgør tilsammen ”Bundesversammlung”. ”Bundesversammlung” vælger hvert fjerde år syv personer, der udgør ”Bundesrat”. De får alle ansvaret for et departement. Øverst er forbundespræsidenten (Bundespräsident), der er valgt for et år ad gangen af ”Bundesversammlung” og er samtidig den officielle repræsentant for det schweiziske folk.

Nogle af de politiske partier i Schweiz er:

Alliance de gauche AdG

Bürgerliche Demokratische Partei BDP

Christlichdemokratische Volkspartei CVP

Christlich-soziale Partei CSP

Eidgenössisch-Demokratische Union EDU

Evangelische Volkspartei der Schweiz EVP

Freisinnig-Demokratische Partei FDP

Die Grünen GPS

Grünes Bündnis GB (Mitglied GPS)

Grünliberale Zürich GLP

Lega dei Ticinesi

Liberale Partei der Schweiz LPS

Partei der Arbeit der Schweiz PDA

Schweizer Demokraten SD

Schweizerische Volkspartei SVP

Sozialdemokratische Partei SP

Sozialistisch Grüne Alternative ZUG SGA

Et særpræg ved det moderne Schweiz er befolkningens aktive politiske medleven. Borgerne har afgørelsen, og ikke uden grund kalder man borgeren ”suværæn” i det schweiziske demokrati. Man har gennem hyppige folkeafstemninger mulighed for at træffe afgørelser om lovforslag, bevillinger og internationale aftaler.

Visse politiske afgørelser SKAL ud til vælgerne. En lov med en bevilling over en vis størrelse er underkastet det obligatoriske referendum (lovfæstet folkeafstemning). Du kan læse mere om folkeafstemninger i Schweiz ved at klikke her.

Indlægget Demokrati og politik i Schweiz blev vist første gang den Alpelandet.dk.

Bro mellem sprog, kultur og religion
Schweiz er et konsensussamfund, der har bevist, at det kan rumme forskellighederne takket være en yderst praktisk betonet føderalisme (forbundssystem af selvstændige stater). Det er nemlig i høj grad landets velfungerende føderale struktur, der forener mangfoldigheden i enheden og bygger bro mellem modsætninger. Det karakteristiske ved landet er, at der eksisterer en stærk sproglig, kulturel, religiøs og politisk samhørighed, der afspejler sig tydeligt i de politiske institutioner på såvel føderalt som regionalt plan.

Den schweiziske grundlov
Schweiz står i dag som et mønstereksempel på, at flersprogede nationalstater kan fungere uden splid. Årsagen findes tilbage i 1848, da den schweiziske stat blev grundlagt. Her blev der kun afgivet en minimal suverænitet fra kantonerne til den nye forbundsregering i Bern. I overgangen fra et løst forbund af selvstændige kantoner til en forbundsstat i klassisk forstand var der således ikke tale om en stor forandring, idet der kun skete en begrænset centralisering af magten og det udelukkende på få, men tunge områder, såsom udenrigspolitikken.

Sprog i Schweiz
Opbygningen af den schweiziske nationalstat i 1848 var, i modsætning til andre nationalstatskonstruktioner i samme periode, ikke båret frem af idealet om en nation, et sprog og en kultur. Kantonerne fik i udpræget grad lov til at bevare deres autonome status, også hvad angik de sproglige forhold. Dette faktum er der ikke siden blevet pillet ved. I et historisk tilbageblik er det vigtigt at understrege, at minoritetssprogene var beskyttede og garanteret indflydelse på højeste politiske niveau, allerede fra forbundsstatens begyndelse i 1848. Forbundsregeringen anerkendte både tysk, fransk og italiensk som de nationale og officielle sprog med lige konstitutionelle rettigheder. Rætoromansk blev dog først i 1938 endeligt anerkendt som det fjerde nationalsprog. Klik her for mere information om sprog i Schweiz.

Nutid
Hvis man springer frem til nutidens Schweiz, er det specielle ved landet, at der ikke findes nogen decideret sprogpolitik på føderalt plan. Udover at de fire førnævnte sprog er sikret lige rettigheder i grundloven, findes der ingen overordnet sprogpolitik, der udstikker retningslinjer for hele landet. Dette er overraskende. Men grunden dertil er, at sprogpolitik og sprogplanlægning er et kantonalt anliggende for schweizerne, og det er derfor den enkelte kanton, der har ret til at bestemme, hvilket eller hvilke sprog der tales inden for dens respektive område.

Fremtid
I hvilken retning Schweiz bevæger sig i fremtiden er svært at svare på. Det synes dog, at Schweiz altid vil forsøge at bibeholde landetes særkende og høje levestandard.

Specielt levestandarden er unik i Schweiz. Den seneste undersøgelse fra Mercer har vist, at man for andet år i træk finder Zürich og Geneve på henholdsvis 1. og 2. pladsen over de byer i Europa med den højeste livskvalitet.

De schweiziske politikere vil i fremtiden med næb og klør forsøge at løse nogle af de største udfordringer for landet:

• Den udenlandske befolkningstilvækst
• Finde kvalificeret arbejdskraft
• Fortsat lavt skatteniveau
• Beholde den høje levestandard
• Beskytte naturen
• Social ligestilling
• Højt uddannelsesniveau
• Fortsætte den erhvervsmæssige vækst

Pensionist i Schweiz
Afslutningsvis ser man i Schweiz et problem med den demografiske udvikling. Der vil i fremtiden være flere og flere pensionister og færre erhvervsaktive. I forbindelse med finansieringen af fremtidige pensioner (AHV) ser det ud til at blive et stigende problem for Schweiz, og reformer er sikkert nødvendige for at kunne give ældre borgere et socialt sikkerhedsnet. Klik her for mere information om pension i Schweiz.

Indlægget Fremtidens Schweiz blev vist første gang den Alpelandet.dk.