Vejret i Schweiz

Vejret i Schweiz er ikke helt så stabilt som i Middelhavslandene. Vejret nord for alperne er som i det nordlige Europa, måske lidt mildere, mere tørt og mindre blæsende. I bjergene kan vejret skifte hurtigt, og selv i juli kan man i højderne opleve snevejr.

Nedbør i Schweiz
Syd for alperne er klimaet næsten mediterrant med dejligt varme solskinsdage fra tidligt på foråret helt hen til sidst på efteråret. Der falder megen nedbør, det er dog ofte kun i kort tid, og efter en nats regn skinner solen ofte næste dag. Det er derfor muligt at opleve subtropisk vegetation ved de sydschweiziske søer.

Föhn
Et særkende ved klimaet i Schweiz er den varme vind (Föhn), der findes i bjergområder. Fænomenet opstår ved, at skyer presses op mod et bjergområde – for eksempel alperne – og udløser kraftig nedbør. Når luften presses op over alpekarmen og ned på den anden side med heftige vindstød, opvarmes den, og der opstår den varme luft der er karakteristisk for ”Föhn-vejret”. Luften bliver klar med en utrolig sigtbarhed. En del personer reagerer dog negativt på disse atmosfæriske trykforandringer med hovedpine og pirrelighed.

Bise
Et andet særkende ved klimaet i Schweiz er den kolde vind (Bise). Den stammer fra det kolde kontinent i nordøst og bliver af og til presset ned over Mellemeuropa. Vinden kanaliserer sig imellem alperne og Jura over det schweiziske ”Mittelland”. Den når sit højdepunkt omkring Geneve og Genevesøen, hvor der er målt vindhastigheder på op til 60 km/t.

Nedenfor ses dagstemperatur og nedbør målt i mm på udvalgte destinationer:

Geneve:                   Januar    April      Juli      Oktober

Temperatur                 4          15        25        14

Nedbør                      63         51        64        72

Lugano:

Temperatur                 6          17        27        16

Nedbør                      63         148      185      173

Zürich:

Temperatur                 2          15        25        14

Nedbør                      74         76        136       77

Danmark:

Temperatur                  2        10        20        12

Nedbør                      57        41        66        76

Vejret i Schweiz kan man følge hos DMI ved at klikke her.

X

+41 76 343 73 53 | Info@alpelandet.dk

¤