Schweizerne betegner sig selv som en vilje-nation. Betegnelsen er opstået ved at landet ikke udgør en etnisk, sproglig eller religiøs enhed. Schweiz har siden 1848 været en Bundesstat og er efter USA den næstældste af de 23 bundesstater i verden. Den statslige opbygning af Schweiz er føderalistisk det vil sige et forbund af mindre ”stater”, hvis selvstyre begrænses under en fælles regering. Den politiske opbygning fordeler sig i tre enheder Bund (stat), Kanton (region) og Gemeinde (kommune). Staten
Der Bund – er det Schweiziske udtryk for stat. Et andet benyttet udtryk er Eidgenossenschaft. Der Bund har ansvaret for de områder der er beskrevet i Bundesverfassungen det vil sige den Schweiziske grundlov. Det drejer sig om udenrigs-, forsvars-, penge- samt toldpolitik. Ansvarsområder der ikke oplagt hører under staten bliver tildelt det næste politiske niveau nemlig regionerne (kantonerne).
Regioner
Schweiz består af 26 regioner også kaldet kantoner eller Stände. De var engang selvstændige stater der i 1848 slog sig sammen til forbund og samtidig afgav en del af deres suverænitet.
Hver kanton har deres egen forfatning, egen regering, egne domstole og eget kantonsparlament. Størrelsen af kantonsparlamentet varierer mellem 58 og 200 pladser og kantonsregering mellem 5, 7 og 9 personer. Den specielle schweiziske direkte demokratiform i landsbykommunerne eksisterer i dag kun i Appenzell Innerroden og Glarus. I alle andre kantoner bestemmer borgerne når de går til valg ved stemmeurnerne som vi kender det i Danmark.
Kommunerne
Alle kantoner i Schweiz er opdelt i mindre enheder også kaldet Gemeinder, det vil sige kommuner. I skrivende stund findes til omkring 2842 kommuner tallet bliver dog konstant reduceret på grund af diverse sammenlægninger.
Cirka en femtedel af kommunerne har deres eget parlament, hvorimod fire femtedel har direkte demokrati ved kommunale møder. Ved siden af opgaver fra staten og kantonerne udfører kommunerne indbyggerregister, civil beskyttelse, styrer skolevæsenet og den kommunale skatteforvaltning. Omfanget af kommunens autonomi, det vil sige selvstyre, bestemmes i det enkelte kanton er derfor meget forskellig i Schweiz.
Det politiske organ
Det Schweiziske folk er ifølge grundloven det øverste politiske organ og omfatter alle mænd og kvinder med schweizisk valgret. Alle under 18 år og udlændinge har ingen politiske rettigheder.
Det Schweiziske folk vælger de personer der skal deltage i parlamentet (Bundesversamlung). Parlamentet sørger for det legislative det vil sige lovgivningen. I parlamentet findes der et to kammersystemer, Nationalrat og Ständerat.
Nationalratet udgør 200 medlemmer og Ständerat 46 medlemmer, begge kamre vælges for 4 år ad gangen. Kamrene udgør til sammen Bundesversamlungen. Bundesversamlungen vælger hvert fjerde år syv personer der udgør Bundesratet. De får alle ansvaret for et departement. Øverst er Bundespræsidenten, der er valgt for et år ad gangen af Bundesversamlungen og er samtidig den officielle repræsentant for det schweiziske folk.
Nogle af de største politiske partier i Schweiz er SVP, SP, CVP og de Grønne:
Et særpræg ved det moderne Schweiz er befolkningens aktive politiske medleven. Borgerne har afgørelsen og ikke uden grund kalder man borgeren ”suværænen” i det Schweiziske demokrati. Man har gennem hyppige forlkeafstemninger mulighed for at træffe afgørelser om lovforslag, bevillinger og internationale aftaler. I perioden 1970 – 1990 har der således været ikke mindre end 158 folkeafstemninger i Schweiz. I samme periode var der i Danmark blot 4.
Visse politiske afgørelser SKAL ud til vælgerne. En lov med en bevilling over en vis størrelse er underkastet der obligatoriske referendum (lovfæstet folkeafstemning). Tilmeld dig vores nyhedsbrev. 
|
