Archive for the ‘Sport og fritid i Schweiz’ Category
Aktiviteter i Schweiz
Der har i de senest år været stor efterspørgsel efter aktiv ferie i Schweiz og behovet for innovation er derfor stort. Besøger man Schweiz som turist vil de lokale turistkontorer overalt i Schweiz kunne informere om events og aktiviteter i området, hvor man bor.
Noget af det der står øverst på sommerturisternes ønskeseddel er vandreture. Schweizerne også selv glade for at vandre og der findes et kæmpe net af vandreveje (35.000 km.) der alle er afmærkede. Det gælder både i lavlandet og i bjergregionerne der er udførligt beskrevet med kort og de klassiske gule skilte.
Bjergvandring i Schweiz
Med den rigtige udrustning kan man klare almindelige vandringer på egen hånd. Husk at medbringe gode vandresko eller støvler, let regntøj, varm trøje og en lille rygsæk med proviant. På de traditionelle vandreruter kan alle deltage det kræver blot godt fodtøj. De egentlige bjergvandringer stiller større krav til konditionen og kræver bjergstøvler. Det drejer sig her om de gule skilte med en rød/hvid spids. Alpine vandringer og gletschervandringer har en blå spids på det gule skilt og skal foretages med en bjergfører.
Bjergklatring i Schweiz
Denne disciplin skal læres og trænes. Det er muligt at deltage i feriekursus for begyndere og viderekomne i store dele af Schweiz. Berømt for bjergklatring er Grindelwald, Meiringen, Pontresina eller Braunwald.
Slow-up
Den nye happening slow-up findes efterhånden hyppigt i Schweiz. På bestemte dage er en naturskøn strækning på eksempelvis 30 km. spærret for trafikken. Det giver mulighed for familier, ung som gammel at cykle eller blot bevæge sig i naturen. For det meste foregår slow-ups om søndagen og er ledsaget af fest og livsglade personer. I 2005 var der 310.000 deltagere i slow-ups rundt omkring i Schweiz. For mere information se www.slowup.ch
Cykling i Schweiz
Cykelture og cykelferier er blevet meget populære eventuelt kombineret med vandringer. Disse kan nemt gennemføres i Schweiz hvor over 200 banegårde har cykler til udlejning og som kan afleveres på en anden station. I fremmarch er bjergture på mountainbike, hvor der findes uendelige muligheder både for begyndere og øvede. Læs mere på www.veloland.ch og www.singletrail.ch
Inline paradis
I kanton Thurgau og ved Bodensee finder man et Eldorado for inline skatere og cykel entusiaster. Her findes en behagelig topografi som den danske med udsigt til vand, skov og alper med sne. Thurgauerne har lavet specielle skater ruter (200 km.), hvor der er sørget for optimal sikkerhed og minimal trafik. Inline ruterne er forbundet med den offentlige trafik så man har mulighed for blot at skøjte ud i naturen på en afmærket rute og eventuel tage toget tilbage. Læs mere på www.ostschweiz-i.ch og www.swiss-skate-map.ch
Vandsport i Schweiz
De mange søer og floder i Schweiz bliver ikke kun brugt til at svømme, sejle eller surfe i. Det er også muligt at flodsejle med kano eller kajak for eksempel på floderne Aare, Thur, Reuss, Ticino.
Riverrafting kan også arrangeres med gummibåd i floderne Vorderrhein, Saane, Simme, Aare og Inn. Vandet kan dog være koldt og der er derfor nødvendigt med en neoprendragt.
Nyt er hydrospeed, hvor man med hjelm og gummidragt suser på en svømmepude ned ad en brusende flod. Dette kan normal praktiseres i Saane-flode mellem Saanen og Chateau d´Oex.
Tennis og golf i Schweiz
I stort set hver by og hotel findes der en tennisbane i Schweiz, sporten er meget populær og dyrkes flittigt. Golf er også i fremmarch og det er muligt at kombinere en tur i naturen med en fantastisk udsigt. Som noget nyt tilbydes der også vintergolf blandt andet i Arosa og Engadin. Læs mere på www.swissgolfhotels.ch
Vinter i Schweiz
I alle højere liggende områder kan der dyrkes vintersport. Det omfatter alt lige fra skisport, bobslædekørsel, curling, skøjteløb, kaneture og meget mere. For snowboarder er der selvfølgelig indrettet særlige pister og pippes for at imødekomme et voksende behov.
Sprogkursus i Schweiz
Ønsker man en mere social aktivitet kan det måske være en ide med et sprogkursus. Schweiz tilbyder mulighed for at udnytte de fire sprog med naturoplevelse i en smuk egn. Der findes mange forskellige kurser på universiteter, skoler eller som privat undervisning. Et godt sted at starte er på Migros Klubschule som tilbyder mere end 30.000 kurser fordelt på 54 steder i Schweiz, læs mere på www.klubschule.ch
Wellness
Noget der vinder meget frem i Schweiz er Wellness. Begrebet stammer fra de engelske ord Wellbeing og Fitness og kan dyrkes af alle personer uanset alder, kondition eller baggrund. Det drejer sig om ens velbefinden både fysisk og psykisk. Denne noget luksusprægede aktivitet tilbydes på flere hoteller og kursteder med boblebad, sauna og massager. Wellness bygger oprindeligt på fire søjler:
- Rigtig ernæring.
- Individuel tilpasset bevægelse.
- Mental afslapning og antistress
- Forholdet mellem natur og nydelse
For mere information besøg www.swisswellness.ch